Abild kirke og dens historie
Abild kirke ligger 5 km. nord for Tønder. Kirken er fra ca. 1200, er hvidkalket med sorte teglsten.
Skibet blev nedrevet i 1709 og genopbygget.
Tårnet er fra 1749, hvilket kan ses på jernankrene i vestgavlen. Indgangsdøren til kirken blev i 1886 flyttet fra skibet til tårnrummet, hvor det blev indrettet til våbenhus.
Orglet er et Marcussen & Søn fra 1873. Det blev renoveret år 2001. I kirken er der plads til ca. 300 mennesker i skibet og på pulpituret, som er fra 1709.



Altertavlen er en sengotisk skabsaltertavle, som er fremstillet af “Imperialissima-mestrene” fra omkring 1500. I midterfeltet er Nådestolen med Jomfru Maria til højre, kirkens navnehelgen Skt Nicolaus til venstre og Gud Fader med Jesusbarnet i midten med duen, som et symbol på Helligånden. Yderst er apostlene afbildet med hver deres symbol.

Døbefonten er en Romansk granitfont og over fonten hænger en himmel fra 1692, hvor Johannes døber Jesus.
Kirken er åben for besøgende tirsdag og torsdag 8,30 – 12. Uden for disse tider kan henvendelse ske til graveren på kirkegården eller på tlf. 40414895.
Graveren holder til i graverhuset, hvor der er kapel i den sydlige ende.





Mosaikken “Opstandelseshåbet” lavet af
Carl Tønder, født den 10.9.1912 i Sønderborg, søn af maleren Carl Tønder og hustru Meta Tønder, lærereksamen fra Tønder Seminarium 1933. Derefter 4 år på kunstakademiet i København, studierejser til Italien (San. Cataldo) Spanien og sommerkurser på mosaikskolen i Ravenna under prof. G. Salietti.
Carl Tønder siger om mosaikken: Dette arbejde indeholder et budskab, der er såre let aflæseligt, og jeg har et stille håb om, at det må tale til mennesker, der trænger til trøst i en vanskelig situation. 28. september 1981. (Indviet ved høstgudstjenesten den 5. oktober 1981)